
e-Boks og MobilePeople, udbyder af det elektroniske valgsystem eValg, annoncerer et nyt samarbejde for at øge stemmeprocenterne ved valg. Hensigten er at udnytte e-Boks' troværdige platform for at få flere stemmeberettigede til at deltage i vigtige valgprocesser som for eksempel overenskomst- og kandidatvalg.
MobilePeople anerkender behovet for et mere sikkert valgsystem
I en tid, hvor forbrugernes bekymring for online-svindel er på sit højeste, og mistroen til e-mail kommunikation vokser, har MobilePeople indset et behov for at anvende en mere sikker og pålidelig kanal til at nå ud til deres publikum. Den udbredte frygt for phishing og andre former for online-bedrageri har gjort det vanskeligt for legitime afsendere at få deres budskaber igennem.
Det dokumenteres bl.a. i en ny e-Boks-undersøgelse blandt 2.000 danskere, hvor hver 5. dansker siger, det har afholdt dem fra at stemme, at de modtog en e-mail eller sms med link til en valghandling/afstemning. Samtidig siger 74,5%, at det vil øge deres sandsynlighed for at deltage i en valghandling eller afstemning, hvis den kunne foregå i e-Boks.